Larpmakers er et fællesskab for rollespilsarrangører. I vores forening deltager medlemmerne i forskellige typer af læringsrum, kreative samskabelser, formelle beslutningsrum og andre sociale samværsformer.
Denne samværspolitik har til formål at rammesætte foreningens værdier for samvær og ønsket adfærd i foreningssammenhæng. Samværspolitikken gælder både internt mellem medlemmer til medlemsaktiviteter, samt for frivillige og deltagere til larpmakers arrangementer og foreningsaktiviteter.
1. Larpmakers værdier for samvær
- Vi har altid plads til en til
- Vi passer på hinanden og på os selv
- Vi behandler hinanden med medmenneskelighed og respekt
- Vi tager hensyn og er inkluderende i vores sociale fællesskab
- Vi er altid medskabere af vores egne oplevelser – Det er deltagerne til vores arrangementer også
Der skal være plads til alle medlemmer i Larpmakers. For at sikre, at vores medlemmer føler sig trygge og ligeværdigt behandlet, accepteres ingen former for diskrimination eller mobning og hverken fysisk, psykisk eller seksuelt grænseoverskridende adfærd tolereres.
2. Vi skaber trygge rum, hvor der er plads til at være modig
Tryghed er et fælles ansvar, og alle deltagere skal være med til at skabe de trygge rammer. Det betyder, at man følger de opsatte regler, kommunikerer sine behov og er opmærksom på andres.
Vi ved, at rollespilsoplevelser kan udforske grænser, og vi efterstræber derfor at kommunikere dem tydeligt. Vi respekterer, at alle oplevelser ikke er for alle, og der skal være plads til at takke nej.
3. Vi er venlige og behandler vores medmennesker med respekt
I Larpmakers ønsker vi, at alle respekteres som den person, de er. Vi går til hinanden med åbenhed, nysgerrighed og venlighed og holder en pæn tone og god dialog, selv når vi er uenige.
Vi anerkender, at vi kommer fra mange forskellige kulturer og traditioner og derfor kan begå fejl. Vi søger at indgå dialog, når konflikter, misforståelser eller problemer opstår, og forsøger at vokse og lære af vores fejl.
4. Vi søger entusiastisk samtykke
Rollespil, og i særdeleshed rollespilsscenarier, kan være en intens oplevelse, der kan have stor indflydelse på vores handlinger og sindstilstand. Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på det sociale ansvar, vi har over for hinanden, når vi deltager, faciliterer og skaber disse oplevelser.
Vi opererer altid under retningslinjer for entusiastisk samtykke. Det betyder, at man ikke presser eller forsøger at overtale andre til at give deres samtykke. Manglende eller tvetydige svar må regnes for afslag. Nej betyder nej, og kun ja betyder ja.
Fremstår en person for fuld eller af anden årsag i for ustabil tilstand til at give entusiastisk samtykke, skal man afholde sig fra seksuelt samvær.
Seksuelt samvær må ikke være til gene for andre, alle skal have mulighed for at sige nej, også dem der ligger i overkøjen, men ikke er med.
5. Når vi drikker, drikker vi med respekt
Samværspolitikken skal altid følges, også når man indtager alkohol. Alkoholindtag eller anden beruset tilstand er ikke en undskyldning for upassende opførsel eller grænseoverskridende adfærd.
Arrangører er forbeholdt retten til selv at fastsætte en alkoholpolitik for et givent event. Til arrangementer med flere end 50 deltagere, hvor der serveres alkohol, skal der dog altid være en ædruvagt.
6. Vi arbejder for øget tilgængelighed og for at imødekomme særlige behov
Hos Larpmakers vil vi gerne give alle mulighed for at deltage. Det betyder, at vi gør vores bedste for at give deltagere med særlige behov en chance for at være med.
Vi kommunikerer klart, hvad rammerne for vores arrangementer er, og vi vil bestræbe os på at træffe valg, som gør, at flere kan deltage. Vi går gerne et ekstra skridt for at sikre, at deltagernes særlige behov bliver mødt.
Dette gør sig blandt andet gældende til de arrangementer, hvor der tilbydes fællesspisning. Her vil vi efter bedste evne tage hensyn til deltagernes særlige madvaner og -behov, som vi er blevet gjort opmærksomme på i tilstrækkelig tid.
7. Vi gør brug af tryghedsværter
Der skal være tryghedsværter til alle foreningens aktiviteter. Til medlemsaktiviteter og foreningsarrangementer udpeges tryghedsværterne af bestyrelsen, og til deltagerarrangementer udpeges de af arrangørerne.
Tryghedsværter har selvpålagt tavshedspligt og mandat til at stoppe aktiviteter, de vurderer som utrygge. De er ligeledes medansvarlige for at håndhæve samværdspolitikens konsekvenser i den givne situation.
8. Vi tager vores sociale ansvar, tillidsposter og magtpositioner seriøst
Som et fællesskab for rollespilsarrangører skal vi i Larpmakers være bevidste om vores ansvar og potentielle magtposition over for vores deltagere.
Der er altid en risiko for, at der sker en udnyttelse af magtpositionen, når personer med tillidsposter, såsom arrangører, tryghedsværter og bestyrelsesmedlemmer, indgår i intimt samvær med forenings andre medlemmer eller arrangementsdeltagere.
Disse forhold kan godt være ligeværdige og uproblematiske, men det forventes af personer med tillidsposter, at de tager særligt forbehold og udviser skærpet dømmekraft på dette område.
Larpmakers opfordrer derfor også på det kraftigste til, at man ikke indleder nye seksuelle eller andre intime relationer under eller umiddelbart efter facilitering af en Larpmakers aktivitet.
9. Konsekvenser
Oplever man brud på samværspolitikken, opfordres man til at påtale det, såfremt man er tryg i situationen. Ellers bedes man henvende sig til tryghedsværterne, arrangørerne eller bestyrelsen. Alt efter henvendelsens karakter vil den blive håndteret på følgende vis:
- Mindre alvorlige brud på samværdspolikken vil i første omgang resultere i påmindelser, advarsler og henvisning til ændret adfærd.
- Hvis tryghedsværter, arrangører eller bestyrelse finder det nødvendigt, vil der blive holdt øje med vedkommende, og de vil eventuelt blive bedt om at udeblive fra visse aktiviteter.
- Grove brud på samværdspolitikken, der sætter vedkommende selv eller andre i fare, kan resultere i ubetinget bortvisning og suspendering, indtil sagen er udredt af bestyrelsen. Lovbrud meldes til politiet.
10. Larpmakers bestyrelse vil arbejde for trygt samvær
Derfor vil bestyrelsen:
- Reagere på alle henvendelser ang. tryghed.
- Revurdere samværspolitikken (indhold, procedure og praksis) løbende i samarbejde med foreningens medlemmer.
- Stå til rådighed for henvendelser om yderligere information og vejledning ifm. tryghed og samvær.
11. Personsager
Procedure og forløb for personsager fremgår af det snart kommende bilag.